Fra råt lydspor til læsbar samtale: sådan redigerer jeg et interview

Det første, jeg gør, er ikke at redigere

Når en transskription lander på mit skrivebord, rører jeg den ikke i den første time. Jeg læser den fra ende til anden med en kop kaffe, og jeg skriver ingenting ned. Det lyder omstændeligt, men det er her, jeg opdager, hvad samtalen egentlig handler om. Næsten altid er det ikke det, jeg havde forventet, da jeg satte mig over for gæsten. Indimellem sker det vigtigste midt i en bisætning, mens gæsten rør i sin kop og taler om noget helt andet. Den slags øjeblikke forsvinder, hvis man går i gang med at slette for tidligt. I Modul 5 øver vi netop denne tålmodighed, fordi den er grundlaget for alt det, der følger.

Bagefter læser jeg teksten igen, nu med en blyant. Jeg sætter en streg ved de steder, hvor jeg selv blev overrasket, og et lille kryds ved de steder, hvor jeg kedede mig. Strengene er ikke et facit, men de viser mig, hvor læseren sandsynligvis vil lytte med, og hvor hun vil begynde at bladre videre.

• Læs hele transskriptionen uden at ændre noget
• Marker overraskelser med streg og kedsomhed med kryds
• Notér i ét enkelt ord, hvad samtalen handler om

At finde rygraden i en times snak

En samtale på tres minutter giver ofte omkring ti tusind ord, og en læsbar udgave fylder typisk en tredjedel af det. Spørgsmålet er, hvad der skal blive tilbage. Jeg kigger efter en rygrad, altså to eller tre temaer, som gæsten vender tilbage til, selv når jeg har spurgt om noget andet. Det er dem, der bærer teksten. Resten er ikke dårligt materiale, men det er ofte omveje: en anekdote om en nabo, der fører til en lang forklaring om kommunen, eller en gentagelse, fordi gæsten tænker højt. Jeg flytter ikke med glæde rundt på svarene, men nogle gange er det nødvendigt, så en tanke, der blev afsluttet først på side seks, kommer til at stå ved siden af det spørgsmål, den hører til.

Det er her, jeg hjælper kursisterne mest. Mange føler, at de snyder, når de fjerner noget. Jeg plejer at sige, at man ikke snyder gæsten ved at skære, men ved at lade et svar stå i en rækkefølge, hun ikke ville kunne genkende. Så længe meningen er bevaret, og sætningerne stadig lyder som hende, har man gjort sit arbejde.

Indledningen skriver jeg til sidst

Selv om indledningen står øverst, er den det sidste, jeg skriver. Først når jeg ved, hvad samtalen faktisk indeholder, kan jeg love læseren noget, der holder. En god indledning er kort, ofte kun tre eller fire sætninger, og den placerer gæsten i et rum. Hvor sad vi, hvordan lød stemmen, hvad stod på bordet? Jeg undgår at opsummere indholdet, for så behøver læseren ikke læse videre. I stedet vælger jeg ét detalje fra mødet, som fortæller noget om personen uden at forklare det. En kvinde, der stoppede midt i en sætning for at åbne vinduet, fordi hun ikke kunne tale om sit arbejde i lukket luft, fortæller mere end en liste over hendes titler.

Den slags detaljer kommer fra noter, jeg tager under selve samtalen, og fra fotografierne, hvis vi har dem med. Derfor lærer vi i Modul 5 at tage noter, der ikke handler om svarene, men om omgivelserne. Det er et lille håndværk, som betaler sig, når man sidder med en tom side og skal skrive de første linjer.

• Skriv indledningen til sidst
• Brug ét konkret billede i stedet for en opsummering
• Hold den til tre eller fire sætninger

Citater: hvilke bliver og hvilke går

I en redigeret samtale er citaterne de steder, hvor læseren hviler øjnene. Jeg vælger dem ikke efter, hvor kloge de lyder, men efter, hvor tydeligt de er et menneskes egne ord. En sætning som "jeg troede, jeg havde forstået det, men det havde jeg slet ikke" bliver typisk stående, fordi den har en rytme og et lille overraskelsesmoment, som ikke kan opfindes. Jeg fjerner fyldord som "altså" og "på en eller anden måde", når de blot er støj, men jeg lader dem stå, hvis de viser tøven på et sted, hvor tøvningen betyder noget. Det er en afvejning, og jeg træffer den sætning for sætning. Mange begyndere retter for meget, og samtalen mister sin stemme.

Før jeg afleverer, sender jeg de citater, der skal fremhæves, tilbage til gæsten. Ikke for at hun skal omskrive dem, men for at hun kan genkende sig selv. Det har aldrig svækket en tekst, og det har flere gange reddet et ord, jeg havde hørt forkert på optagelsen.

Rytme: læs det højt

Min vigtigste redigeringsmetode er den enkleste. Jeg læser teksten højt, for mig selv, i et rum uden andre. Det er utroligt, hvor mange fejl øret opdager, som øjet har glidet hen over: en sætning, der er for lang til at kunne siges i ét åndedrag, tre svar i træk, der begynder med samme ord, eller et spørgsmål, der er længere end det svar, det fik. Jeg lytter efter variation. Korte svar efter lange, et enkelt ord som svar, når en pause giver mening, og et afsnit, der får lov at være lidt længere, når gæsten kommer i gang. Samtalen skal føles som at sidde over for nogen, ikke som at læse en rapport. Det er ofte her, jeg skærer det sidste ti procent væk.

I efteråret, når lyset falder tidligt, sidder jeg gerne med dette arbejde sidst på eftermiddagen. Jeg ved ikke, om det gør teksterne bedre, men det gør dem roligere, og roen smitter af på sproget. Kursisterne spørger tit, om der er en hemmelighed. Der er ikke. Det er bare at læse højt, igen og igen, indtil intet længere hakker.

• Læs hele teksten højt mindst én gang
• Mærk, hvor du taber vejret
• Varier længden på svarene

Hvornår er en samtale færdig

Et interview er færdigt, når jeg kan læse det uden at ville ændre noget, og det kommer sjældent ved første forsøg. Normalt går jeg gennem tre runer: strukturen, sproget og til sidst detaljerne som navne, stednavne og tal, der skal stemme. Mellem hver omgang lader jeg teksten ligge en nat, for friske øjne finder ting, trætte øjne ikke ser. Jeg har lært at stole på følelsen af ro. Når jeg ikke længere har lyst til at flytte rundt på noget, er teksten som regel klar. Hvis jeg stadig piller ved kommaer sent om aftenen, er det som regel et tegn på, at jeg er bange for at slippe den, ikke at den mangler noget.

Modul 5 ender derfor ikke med en perfekt tekst, men med en tekst, du kan stå inde for og forklare dine valg i. Det er det, jeg ønsker for hver kursist: at du kan sige, hvorfor et svar står, hvor det står, og hvorfor et andet blev lagt væk. Så ved du, at du har fortalt gæstens historie og ikke din egen.

Redigering er ikke at pynte på en samtale, men at hjælpe den med at nå frem til en læser. Det kræver tålmodighed, et godt øre og modet til at lægge gode sætninger væk, når de ikke tjener helheden. Hvis du holder fast i gæstens stemme, læser højt og lader teksten hvile en nat, er du nået langt. Resten lærer du ved at gøre det, én samtale ad gangen, og ved at lade dig rette af andre.