Et køkkenvindue i oktober: Karens portræt i egne omgivelser

Karen og hendes første gæst

Karen kom til forløbet uden andet udstyr end den telefon, hun havde i lommen. Hun havde aftalt en samtale med en pensioneret fisker i en lille by uden for Svendborg og havde svært ved at se, hvordan hun skulle få et billede ud af det, der lignede andet end et pasfoto. Til modul 4 skrev hun til mig og spurgte, om hun skulle leje en lampe.

Jeg svarede, at hun skulle lade lampen blive hjemme. Modulet handler om at fotografere gæsten i sine egne omgivelser med naturligt lys, og i oktober er der masser af det, hvis man ved, hvor man skal kigge. Jeg bad hende i stedet om at komme en halv time før samtalen og gå rundt i huset uden at tage et eneste billede.

Lyset i køkkenet

Da Karen kom ind, fandt hun ud af, at stuen var mørk og lidt trist, mens køkkenvinduet vendte mod syd og slap et blødt, lavt lys ind over bordet. Efterårssolen står lavt, og den lægger en varm kant på ansigter og hænder. Hun spurgte sin gæst, om de måtte drikke kaffe ved vinduet, og han sagde ja uden at tænke over det.

Det er en lille beslutning, men den ændrer meget. Gæsten sidder, hvor han plejer at sidde, og kroppen slapper af. Karen lærte, at hun ikke behøvede at instruere ham i noget. Hun skulle bare vælge, hvor lyset kom fra, og lade resten ske, mens samtalen kørte.

• Gå en runde, før du tager det første billede
• Find vinduet, og placer gæsten ved siden af det
• Sluk loftslyset, så farverne ikke blandes

Et billede, mens han taler

Karen tog ikke billedet i begyndelsen. Hun ventede, til samtalen havde fundet sin rytme, og til han begyndte at fortælle om sin gamle båd. Så løftede hun kameraet roligt, uden at afbryde, og tog nogle få billeder, mens han talte med hænderne rundt om kopper og papirer.

Det bedste billede blev et, hvor han ikke kigger ind i linsen, men ud ad vinduet, midt i en sætning. Hun sagde bagefter, at hun havde været nervøs for at forstyrre. Men gæsten havde knap lagt mærke til det. Når man har lyttet længe nok, er kameraet blot endnu en ting i rummet.

Omgivelserne fortæller med

Efter samtalen bad Karen om lov til at tage nogle billeder af det, der omgav ham: en kasket på knagen, en radio på hylden, en gammel termokande ved køkkenvasken. Det var ikke tænkt som pynt. Billederne fortæller læseren, hvem han er, uden at teksten skal sige det.

Jeg plejer at foreslå tre slags billeder til en samtale: et portræt, et detaljebillede og et, der viser rummet. Karen kom hjem med alle tre, og da hun redigerede teksten, var det let at vælge, hvilket billede der hørte til hvilket afsnit. Billederne gav hende også idéer til spørgsmål, hun havde glemt at stille.

• Ét portræt med gæstens blik et andet sted hen
• Ét detaljebillede af en ting, der har en historie
• Ét billede af rummet, så læseren kan se, hvor samtalen foregik

Hvad hun gjorde anderledes næste gang

Til sin næste samtale mødte Karen op tidligere og spurgte allerede i telefonen, hvilket rum i hjemmet der har det bedste lys om eftermiddagen. Hun bad gæsten vælge sin egen plads. Hun lærte også at tage færre billeder og kigge mere på dem, hun allerede havde, mens samtalen stadig var i gang.

Hun fortalte mig, at det vigtigste ikke var teknikken, men tålmodigheden. Et godt portræt i hverdagen kommer, når gæsten har glemt, at han bliver fotograferet. Det kræver ikke dyrt udstyr, men det kræver, at du sætter dig ned, drikker din kaffe og venter, til øjeblikket viser sig.

Karens første portræt blev ikke til med særligt udstyr, men med opmærksomhed på et vindue, en stol og et lavt oktoberlys. Det er kernen i modul 4: du møder gæsten, hvor han bor, lader lyset komme udefra og tager billedet, mens han taler. Resten er øvelse, og den kan du begynde på ved dit eget køkkenbord, længe før du har en gæst.