To veje ind i research: bred baggrund eller dyb fordybelse

To måder at forberede sig på

Når du i Modul 2 skal forberede en samtale, møder du hurtigt et valg, som de fleste kursister træffer uden at tænke over det. Nogle begynder med emnet: de læser artikler, tal og baggrund, indtil de kan tale med om næsten alt. Andre begynder med personen: de finder alt, gæsten selv har sagt, skrevet eller delt, og bygger forberedelsen op omkring det.

Jeg kalder de to veje den brede og den dybe. Begge virker, og begge kan gå galt. I efteråret, hvor mange af jer sætter sig i gang med de første rigtige samtaler, er det en god tid at gøre valget bevidst. Her sammenligner jeg dem, så du kan se, hvad hver især giver dig, og hvad den koster i tid og tryghed.

Den brede vej: læs dig ind i emnet

Ved den brede vej sætter du dig ind i selve temaet. Skal samtalen handle om at bo til leje i en provinsby, læser du om boligmarkedet, taler med en ven om emnet og samler et par tal. Fordelen er, at du kan følge med, når gæsten bruger fagord eller nævner en regel, og at du undgår at stille spørgsmål, der afslører, at du ikke har sat dig ind i noget.

Ulempen er, at du let ender med at holde et lille foredrag i stedet for at lytte. Mange kursister har fyldt tre sider med baggrundsviden og vil gerne bruge den. Så bliver spørgsmålene lange, og gæsten svarer kort. Den brede vej giver tryghed hos dig, men ikke nødvendigvis en bedre samtale.

• Giver dig sikkerhed i emnets ord og begreber
• Passer, når gæsten er ekspert i sit fag
• Risiko: spørgsmål, der bliver til små foredrag

Den dybe vej: læs dig ind i gæsten

Ved den dybe vej bruger du tiden på mennesket. Du læser, hvad gæsten tidligere har fortalt, kigger på det sted, vedkommende bor, og noterer detaljer, du er nysgerrig på. Det giver spørgsmål, som kun kan stilles til netop denne person, og gæsten mærker det med det samme. At blive set på den måde gør det lettere at svare ærligt.

Men også her er der en fælde. Hvis du har læst meget om en person, kan du komme til at tro, at du kender historien, og så lytter du efter bekræftelse i stedet for efter noget nyt. Dyb research kan også føles lidt påtrængende for gæsten, hvis du nævner ting, vedkommende ikke selv har bragt på banen.

• Giver personlige spørgsmål, ingen andre ville stille
• Skaber tillid fra de første minutter
• Risiko: du lytter efter det, du allerede ved

Hvad jeg ser, når kursister prøver begge

Når kursisterne øver begge veje på hver sin gæst, er mønsteret ret tydeligt. Med den brede forberedelse bliver samtalen faktuel og ryddelig, men den mangler ofte varme. Med den dybe forberedelse bliver den varm og levende, men den kan glide fra emnet, og så er det svært at samle til en læsbar tekst bagefter.

Det interessante er, at de bedste samtaler næsten aldrig kommer fra den ene vej alene. De kommer fra en kursist, der har en ramme fra den brede og et par personlige detaljer fra den dybe, og som tør lægge begge dele væk, når gæsten begynder at fortælle. Forberedelsen er et sikkerhedsnet, ikke et manuskript.

Min anbefaling: dyb først, bred bagefter

Min anbefaling til dig som nybegynder er at starte dybt og supplere bredt. Brug det meste af din tid på gæsten: hvem er vedkommende, hvad har hun eller han selv fortalt, og hvad undrer dig? Skriv fem til otte personlige spørgsmål ned. Lav derefter en kort, bred runde om emnet, så du kan følge med i fagord og ikke går i stå.

Grunden er enkel. Emnet kan du altid slå op undervejs eller bagefter, men tilliden i de første minutter får du kun én gang. En gæst, der føler sig set, giver dig mere, end nogen baggrundsartikel kan. Og de spørgsmål, du har skrevet ud fra gæstens eget liv, bliver ofte dem, der kommer med i den færdige samtale.

• Brug cirka to tredjedele af tiden på gæsten
• Hold baggrundsviden til én side
• Læg manuskriptet væk, når samtalen finder sin egen vej

Sådan bruger du det i din spørgeguide

Når du bygger din spørgeguide i modulet, kan du dele den i to lag. Øverst står de personlige spørgsmål, som åbner samtalen og vender tilbage, når den går i stå. Nederst står få faktuelle holdepunkter fra den brede research, som du kun bruger, hvis gæsten selv kommer ind på emnet. På den måde styrer du ikke, men du er heller ikke uforberedt.

Prøv at læse guiden højt for dig selv, inden du møder gæsten. Lyder et spørgsmål som noget, du ville sige over en kop kaffe, kan det blive. Lyder det som en eksamensopgave, skal det skrives om. Jeg plejer også at markere ét spørgsmål, jeg er bange for at stille, for det er ofte det, samtalen egentlig handler om.

Den brede og den dybe research er ikke modsætninger, men de har forskellig vægt. Starter du med mennesket og bruger emnet som støtte, får du både tryghed og en samtale, der føles som en samtale. Prøv det på din næste gæst, og læg mærke til, hvilke spørgsmål du faktisk ender med at bruge, når kaffen er skænket.