Kaffekop, notesbog og stilhed: det bruger vi i den gode samtale

Bordet gør halvdelen af arbejdet

Når jeg viser kursister, hvordan en samtale begynder, starter jeg ikke med spørgsmålene. Jeg starter med bordet. En lille kop kaffe, et rundt eller kantet bord uden for meget på, og to stole, der ikke står lige overfor hinanden. Sidder du på skrå, kan din gæst kigge ud ad vinduet, når hun skal tænke, uden at det føles som en pause, hun skal undskylde.

I modul 1 øver vi det helt konkret. Du sætter dig i et lokale eller et hjørne af en café og prøver forskellige opstillinger sammen med en anden kursist. Bagefter taler I om, hvordan det føltes: Hvor lagde du hænderne? Hvor kiggede du hen? Det virker banalt, men de fleste opdager, at de uden at tænke over det har siddet som til et jobsamtale.

Kaffen er et redskab, ikke pynt. At række ud efter koppen giver både dig og din gæst et naturligt øjeblik til at trække vejret, og det kan være dér, den vigtigste sætning kommer.

• Sid på skrå frem for lige overfor
• Hold bordet frit for telefon og papirer
• Lad koppen være en naturlig pause

Notesbogen frem for skærmen

Mange vil gerne have en lang liste af spørgsmål liggende foran sig. Jeg anbefaler en lille notesbog og højst fem stikord. Skriver du hele spørgsmål ned, læser du dem op, og så lytter du ikke. Stikord tvinger dig til at formulere spørgsmålet dér, hvor samtalen er, og det lyder mere som dig selv.

I øvelserne bruger vi en enkel opdeling: Én side til det, du allerede ved om gæsten, og én side til det, du er nysgerrig på. Under samtalen noterer du kun ord, der skiller sig ud, en overraskelse, et ord gæsten gentager, noget der ikke blev fulgt op på.

Notesbogen har en anden fordel: Den signalerer, at du tager gæsten alvorligt, uden at pege en optager i ansigtet på hende. Mange bliver mere afslappede, når de ser dig skrive i hånden.

• Højst fem stikord ved samtalens start
• Noter ord, ikke hele sætninger
• Marker det, du vil vende tilbage til

Det åbne spørgsmål som arbejdsredskab

Det mest brugte redskab i modulet er det åbne spørgsmål, og det mest misforståede. Et åbent spørgsmål er ikke bare et, der begynder med hvordan eller hvorfor. Det er et spørgsmål, hvor du ikke selv har gættet svaret på forhånd. Spørger du hvorfor flyttede du til Svendborg og venter at høre arbejde, har du lukket døren, selv om ordlyden er åben.

Vi træner på små, hverdagsnære emner: en morgenrutine, en vej til arbejde, et rum i huset. Det er lettere at høre forskellen på lukket og åben, når emnet ikke er stort. Kursisterne skiftes til at spørge, og de andre sætter en streg, hver gang spørgsmålet bærer et skjult svar.

Efter nogle runder begynder de fleste at kunne mærke det selv. Spørgsmålet bliver kortere, og din gæst får mere plads til at fortælle.

• Spørg ikke efter det, du allerede gætter
• Brug korte spørgsmål med ét emne
• Træn på små emner før de store

Tavsheden som metode

Den sværeste ting at lære er at lade være med at tale. Efter et svar kommer der ofte en lille pause, og de fleste fylder den med et nyt spørgsmål eller en kommentar. Jeg beder kursisterne tælle langsomt til fire i stilhed, før de siger noget. Overraskende ofte fortsætter gæsten med netop den sætning, der gør samtalen værd at skrive ned.

I øvelsen sidder to kursister sammen, og en tredje observerer med et ur. Observatøren noterer, hvor lang pausen blev, og hvad der kom bagefter. Det er sjældent mere end få sekunder, men det føles som meget længere, når man sidder i det.

Tavshed er ikke tomhed. Den er et signal om, at du har tid, og at gæsten ikke skal skynde sig. Det er måske det mest tillidsskabende, du kan gøre.

• Tæl stille til fire efter et svar
• Hold øjenkontakt uden at stirre
• Lad en tøvende sætning blive færdig

Små øvelser, du kan lave hjemme

Du behøver ikke et kursus for at begynde at træne. Spørg en nabo, en kollega eller et familiemedlem om noget, du ikke ved om dem, og prøv at holde dig til tre spørgsmål, hvor hvert bygger på det forrige svar. Bagefter skriver du ned, hvad du lagde mærke til, og hvor du havde lyst til at afbryde.

I modulet giver vi opgaver mellem hver træfning, og de er små med vilje. En kvarter ved køkkenbordet er nok. Mange fortæller, at det mest værdifulde er at opdage sine egne vaner: den, der nikker for meget, den, der skynder sig videre, den, der fortæller sin egen historie som svar.

Vi gennemgår dine noter sammen, og du får konkrete forslag til, hvad du kan ændre næste gang. Det handler om at blive en lidt bedre lytter, ikke om at blive en anden.

• Tre spørgsmål, der bygger på hinanden
• Skriv bagefter ned, hvor du afbrød
• Gentag med en ny person hver uge

Hvad vi ikke bruger

Der er også redskaber, vi bevidst lader ligge i første modul. Vi bruger ikke lange spørgelister, ikke rolleleg med svære gæster og ikke teknik, der kræver udstyr. Lyd og foto kommer senere i forløbet, og vi vil ikke have, at en optager står mellem dig og gæsten, mens du stadig lærer at lytte.

Det gør modulet enkelt: en kop kaffe, en notesbog og dig selv. Mange kommer med forventning om flere værktøjer og går derfra med færre, men bedre brugte. Det er en del af pointen.

Når du senere tilføjer mikrofon og kamera, har du allerede en samtale at bygge på, og så fylder udstyret mindre, end du tror.

Den gode samtale starter med få, enkle ting: et roligt bord, en lille notesbog, åbne spørgsmål og modet til at tie. Intet af det kræver forkundskaber, men det kræver øvelse. Prøv det en gang i denne uge med en person, du tror, du kender godt, og se, hvad du ikke vidste. Det er ofte dér, interviewet begynder.