Karen og den første samtale, der ikke ville gå i gang

Karen kom med en lang liste

Karen er pensionist fra en lille by uden for Svendborg og meldte sig til kurset, fordi hun ville skrive om sin nabo, som havde boet i huset i over fyrre år. Hun havde ikke prøvet at lave et interview før, men hun var nysgerrig og vant til at tale med folk. Da hun mødte op til første samling i Modul 1, havde hun en side fuld af spørgsmål, skrevet med omhu og nummereret fra et til toogtyve.

Hun fortalte mig, at hun var bange for at stå uden noget at sige. Listen var hendes sikkerhedsnet, og jeg forstod godt, hvorfor den betød noget for hende. Mange nye kursister har det på samme måde. De tror, at et godt interview afhænger af at have de rigtige spørgsmål parat, ikke af at være til stede i rummet.

Den første øvelse gik skævt

I Modul 1 øver vi os i at tale sammen to og to, med en kop kaffe imellem os. Karen skulle interviewe en anden kursist i ti minutter. Hun gik i gang med spørgsmål et og arbejdede sig nedad, mens hun kiggede på papiret. Svarene blev korte, og samtalen føltes stiv for dem begge.

Bagefter var Karen ærlig. Hun sagde, at hun havde hørt svarene, men ikke lyttet til dem. Hendes gæst havde nævnt, at hun var flyttet tre gange som barn, og Karen havde nikket og gået videre til næste punkt. Det var et godt øjeblik at tage fat i, fordi hun selv havde set problemet, før jeg nåede at pege på det.

Hvad vi ændrede

Vi talte om forskellen på at stille spørgsmål og at følge en samtale. I stedet for at slippe listen helt foreslog jeg Karen at skrive tre åbne spørgsmål på et lille kort og lade resten ligge hjemme. Et åbent spørgsmål begynder ofte med hvordan eller hvad, og det giver gæsten plads til at fortælle på sin egen måde.

Hun prøvede igen med en ny partner. Denne gang spurgte hun, hvordan det havde været at flytte så tit som barn, og så sagde hun ikke mere. Der blev stille i nogle sekunder. Så begyndte hendes gæst at fortælle om en cykeltur til en ny skole og om duften af en fremmed gang. Karen sad med hænderne i skødet og lyttede.

• Tre åbne spørgsmål på et kort i stedet for toogtyve på en side
• Lad stilheden vare lidt længere, end du har lyst til
• Følg det, gæsten selv nævner, før du går videre

Tryghed omkring en kop kaffe

En af de ting, vi arbejder med i modulet, er det, der sker, før samtalen rigtig begynder. Kaffen skal være hældt op, stolene skal stå, så man kan se hinanden uden at sidde overfor som til en samtale hos lægen, og telefonen skal ligge væk. Karen opdagede, at hun selv blev roligere af de små ritualer, og at hendes gæster gjorde det samme.

Hun begyndte at starte med at tale om noget helt almindeligt, som vejret eller en plante i vinduet, og lod samtalen finde sin egen vej ind til det, der betød noget. Det tog ikke mere tid, men resultatet var et helt andet. Folk fortalte mere, fordi de ikke følte sig udspurgt.

Samtalen med naboen

Hen mod slutningen af forløbet satte Karen sig ned hos sin nabo. Hun tog kun kortet med de tre spørgsmål med, og hun lod det blive i tasken det meste af tiden. Samtalen varede næsten halvanden time, og naboen fortalte om en vinter i halvfjerdserne, som Karen ikke havde hørt om før, selv om de havde drukket kaffe sammen i årevis.

Hun skrev til mig bagefter, at hun havde lært mere om sin nabo på den ene eftermiddag end på mange år i nabolaget. Hun sagde også, at hun nu forstod, hvorfor jeg havde bedt dem øve sig i at tie stille. Det var ikke et trick, men en måde at vise respekt på.

Hvad jeg tager med fra Karens forløb

Karens case minder mig om, hvorfor Modul 1 ligger først. Før du kan researche, optage eller redigere, skal du kunne være i en samtale uden at skynde dig videre. Det kræver ikke særlige evner, men øvelse og lidt mod til at slippe sit manuskript.

Jeg lover ikke, at alle får en samtale som Karens. Nogle gange sidder man med en gæst, der ikke har lyst til at tale, og så er det også en del af arbejdet at acceptere det. Men de fleste opdager, ligesom Karen, at det vigtigste ofte er det, man ikke planlagde at spørge om.

Karen kom med toogtyve spørgsmål og gik hjem med tre og en ny vane: at lytte, før hun spørger videre. Det er den lille ændring, Modul 1 handler om, og den kræver ingen forkundskaber, kun at du tør sidde roligt med din gæst og din kaffe. Resten af kurset bygger videre på det.